Billede beskrivelse

Senior-IT udsætter sæsonstart

19. august 2020 kl. 09.53

Sæsonstarten hos Senior-it er foreløbig udsat til uge 43.

Det oplyser Senior-IT’s kontaktperson, Mogens Ingemannsen.

- Det er med baggrund i grundige overvejelser, at vi har måttet træffe den beslutning, for vi havde egentlig glædet os til at komme i gang igen her i starten af september, oplyser han.

Aktiviteterne plejer at foregå i Aktivitetscenter Grønningen, og de har udsendt nogle retningslinjer for håndtering af COVID-19 for brug af aktivitetscentrets lokaler.

- De retningslinjer vil vi ikke have problemer med at kunne efterleve. Det drejer sig om afstand ved siddepladserne, mindst fire kvadratmeter pr. person i lokalerne, håndsprit og rengøring, tilføjer Mogens Ingemannsen.

Men vejlederne vil ikke kunne overholde afstandskravet til brugerne. Dertil kommer et krav om løbende grundig rengøring af tastatur og skærme.

- Vi frygter, at en smittet vejleder vil kunne bære smitten videre til vores brugere. Både brugere og vejledere er jo rent aldersmæssigt i den sårbare gruppe, påpeger Mogens Ingemannsen.

Senior-IT’s vejledere skal mødes inden uge 43 for at vurdere situationen og eventuelt aftale, hvilke beskyttelsesforanstaltninger, der kan anvendes for at komme i gang igen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste