Billede beskrivelse

Selvlysende fjerbolde: "Natminton" for de yngste

18. december 2022 kl. 18.11

Badminton er et hurtigt spil, der stiller store krav til smidighed og reaktionsevne. Men når det samtidig foregår i en mørklagt hal, hvor kun selvlysende fjerbolde og linjer gør det muligt at orientere sig, bliver det naturligvis ikke nemmere. Til gengæld bliver det måske endnu sjovere. 

Det var i hvert fald indtrykket, da ungdomsholdene hos badmintonafdelingen i Gandrup Sportsklub forleden holdt juleafslutning. Udover at friste med hygge i cafeteriet havde lederne valgt at overraske børnene med udstyr til såkaldt ”natminton”. 

Billede beskrivelse

- Sparekassen Danmark Fonden har givet os penge til leje af udstyret, fortæller træner Jane Lauge Lund. 

- Ungerne elsker det, og det er da også en helt anderledes oplevelse at spille badminton på den her måde. Det skærper sanserne, og så er det samtidig rigtig sjovt. Så de har moret sig gevaldigt, konstaterer Jane, som i øvrigt glæder sig over en ungdomsafdeling i vækst.

- Det ser positivt ud. Vi får hele tiden flere spillere, og efter jul er vi klar igen. Alle, der har lyst, er meget velkomne, fastslår Jane Lauge Lund.

Badmintonafdelingen i Gandrup tilbyder træning for spillere i henholdsvis 2. til 5. klasse samt fra 6. til 9 klassetrin.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste