Sejre til fire boksere
Brønderslev Bokseklub havde seks boksere i ringen til det store boksestævne lørdag i Skive, og de boksede rigtig godt.
- Det blev til fire sejre og to nederlag, fortæller klubbens formand og træner, Erik Thrane.
Bokseklubben havde to debutanter i ringen, og begge boksede gode kampe, selv om det blev til nederlag til den ene, nemlig Amir Haidari. Amir, som er 12 år, boksede en god kamp mod en bokser fra Randers BM og han tabte med dommerstemmerne 3-0. Men Amir kunne absolut være sin indsats bekendt.
Den anden debutant fra Brønderslev Bokseklub var Arsen Tujaryan, 13 år, som bokser i fluevægt, fik en rigtig flot debut. At det var Arsens første kamp, var svært at se, han er virkelig en teknisk dygtig bokser og hans modstander fra Hadsund ABK, som bestemt ikke var nogen dårlig bokser, måtte erkende at han var oppe mod overmagten. Efter en perfekt kamp, vandt Arsen med dommerstemmerne 3-0.
Lidt skuffende tabte Brønderslev Bokseklubs danske begyndermester Malek Masoud med dommerstemmerne 3-0 til Payman Eshan fra Struer AB. Det var bestemt ikke Maleks dag i bokseringen, det var en kamp som bare skal glemmes i en fart og så håber malek bare på at han kan få revanche til Vestjysk Box Cup i december måned.
Ligeledes i fluevægt og ligeledes 13 år, Sadam Ghanom, er ikke særlig stor, men han har et løvehjerte og det fik han brug for i sin kamp mod Saim Ali Niazi fra AK Olympia, Odense. Odensebokseren, som var et hoved højere end Sadam fra Brønderslev, blev i alle 3 omgange angrebet med stød fra alle vinkler og Sadam var en yderst populær vinder med dommerstemmerne 3-0. Flot, flot kamp af den lille Brønderslevbokser.
Den 15 år gamle Mansur Gaurgashvili boksede sin kamp nr. 9 i letvægt mod en Malik Jabr fra AK Jyden, Ålborg, en rigtig god kamp mellem 2 dygtige boksere som gav en velfortjent 3-0 sejr til Manzur. Det var en meget flot sejr til Manzur, da hans modstander fra AK Jyden var en dygtig bokser, så Manzur måtte virkelig bokse op til sit bedste for at vinde.
Den sidste Brønderslev-bokser som boksede ved det store stævne, var sværvægtsbokseren Bislan Khadzhiabdulaev på 16 år. Bislans modstander, Danni Lautrup fra Viborg AK, så i starten ud til ikke at kunne stå distancen mod Bislans hårde træffere, men han boksede sig op og det blev en virkelig seværdig sværvægtskamp, hvor der blev givet og taget fra begge sider, men Bislan var hele tiden lidt bedre end modstanderen, så en sikker 3-0 sejr til Brønderslevbokseren.
- Det var en rigtig god dag i Skive for Brønderslev Bokseklub, alle bokserne gjorde det godt, et lille ekstra skulderklap til Arsen Tujaryan for hans flotte debut, men de to trænere, Thomas Jensen og Erik Thrane var meget tilfredse med alle bokserne, og begge trænerne var yderst populære da de inviterede bokserne på McDonald’s bagefter.