Se fotos: Katten og karamellerne blev slået af tønden i Asaa

28. februar 2022 kl. 15.30

Godt 150 mødte op, da der i søndags blev fejret fastelavn i Asaa Hallen. Efter en pause på to år på grund af corona kunne man genoptage den gamle tradition med tøndeslagning. Inden arrangementet i hallen var det muligt at starte med en kort og børnevenlig gudstjeneste i kirken, inden turen gik til hallen. Alle børn var festligt og fantasifuldt klædt ud.

Enkelte voksne havde også vovet at klæde sig ud. Faktisk var der en hel familie, der mødte udklædte op. Det var familien Jensen, der har boet i byen i tre år og nyder at bo der.

- Hvorfor er det kun børnene, der skal have det sjovt. Vi vil også være med, sagde faren, mens børnene Emma og Albert nikkede anerkendende.

Indenfor var der hængt tønder op fyldt med slik. Der var en tønde for de helt små, og så var der en række tønder for de større børn. Desværre havde arrangørerne ikke kunnet skaffe en paptønde til de helt små. De skulle også slå på en rigtig trætønde. Man havde dog fjernet et par metalbånd, så også her lykkedes det børnene at slå katten af tønden og få indholdet til at drysse ned på gulvet. Alle tønder rummede karameller, og det var populært. De blev lynhurtigt samlet op.

For forældrene var det muligt at købe kaffe og fastelavnsboller, mens børnene legede og hyggede sig i bl.a. et par store hoppeborge.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste