Se fotos: Folk valfartede til Spark Dæk-træf
De vejrmæssige rammer var noget nær ideelle, da Brønderslev Familie- og Firma Idræt onsdag aften afviklede sæsonens første Spark Dæk-arrangement.
Herligt solskin bidrog til forrygende stemning og ditto rykind. Veteranbilejere, motorcyklister, knallertkørere og folk med benzin i blodet i al almindelighed valfartede til stedet.
I alt 782 køretøjer blev registreret ved træffet, hvor gæsterne kom fra hele landsdelen.
Og der var nok at kigge på. Alt fra små Puch Maxi’er til svulmende 12-cylendrede var til skue. Om der ligefrem blev sparket dæk skal være usagt, men den gensidige beundring for det varierede udvalg af køretøjer var udtalt. Naturligvis var der også lune pølser på grillen til de mange gæster, der kan se frem til en gentagelse den 29. maj. Siden går det løs med Spark Dæk i Brønderslev hver anden onsdag sommeren over.