Se fotos: Folk strømmede til dækspark
Dollargrin, bobler og rugbrød, smarte italienere, lastbiler og motorcykler. Det meste fra en svunden tid og under alle omstændigheder noget ud over det sædvanlige. Jo, der var kræs for både øjne og ører, da årets første Spark Dæk-aften onsdag blev afviklet i Brønderslev.
Det blev et sandt tilløbsstykke. Mange hundrede veteran-entusiaster og motorelskere i al almindelighed lagde vejen forbi Molsvej. Her var Brønderslev Familie- og Firmaidræt vært ved arrangementet, der så småt blev skudt i gang i 2021 og som i fjor blev en stor succes.
- Nu er vi så i gang igen, siger Arne Jensen, formand for Brønderslev Familie- og Firmaidræt.
- Der er en helt fantastisk interesse. Folk kommer fra nær og fjern. Nogle med køretøjer, andre for bare at kigge på og for at hygge sig. I år har vi Spark Dæk-aften hver anden onsdag og alle er velkomne, konstaterer formanden. Han slår i samme forbindelse fast, at initiativet er sat i søen med inspiration fra et lignende tiltag i Sønderbord.
- Dernede var det en stor succes, og vi ledte efter noget, som vi kunne tjene en skilling på. Så vi besluttede at prøve noget lignende. Det har vi ikke fortrudt. Vi sælger pølser, øl og vand og det er med til at skabe en bedre økonomi for vores forening, beretter formanden.
Der er intet overordnet tema for Spar Dæk-aftenerne. De fleste deltager dog med køretøjer med en vis anciennitet, omend nye udgaver også er velkomne. Og så skal man selvfølgelig være klar på en vis opmærksomhed fra de mange interesserede gæster.