Strålende solskin og festlig udklædning satte turbo på gymnasiets idrætsdag
Vejrguderne var med Dronninglund Gymnasium, da årets skøre idrætsdag blev indledt med diskomusik og fælles opvarmning ført an af pigerne fra 2.b.
Derefter var mere end 300 elever ellers klar til at kaste sig ud i alternative idrætsøvelser, der til forskel fra de normale idrætstimer ikke kun var et spørgsmål om dygtighed, men i høj grad om held.
- Hvor meget styr har man lige på en gummistøvle i gummistøvlebowling, når den på ti meters afstand skal ramme nogle kegler? Eller udspille modstanderne i skyggevolley? Men pointen med denne anderledes idrætsdag er heller ikke at vinde, men at eleverne skal have det sjovt og hygge sig og gennem øvelserne styrke deres fællesskab, fortæller Per Krogh Mikkelsen, idrætslærer og en af arrangørerne bag idrætsdagen.
Ud over gummistøvlebowling og skyggevolley var der ø-hop, golfdart, det flyvende tæppe og aktionsbold, en afart af rundbold med frisbee, amerikansk fodbold og normal fodbold. Ret forvirrende, men en del sjovere end almindelig rundbold.
Alle klasser var delt op i to grupper, der skulle igennem alle øvelser, og ja, det skulle være sjovt, men med udsigten til at vinde et par kagemænd eller kagekoner blev der trods alt kæmpet bravt om at skrabe så mange point sammen som muligt.
I frokostpausen blev der serveret lækre snegle og grillpølser. Uden mad og drikke duer helten som bekendt ikke, og dagen sluttede med den traditionsrige tovtrækning og dermed også håneretten i dette skoleår.
Det sker meget sjældent, men i år skete det. En 1.g-klasse trak både den sejrende 2.g- og 3.g-klasse ud over ’afgrunden’, så det var en stolt 1 ab-klasse, der kunne række armene i vejret og se frem til kagemand.