Se billederne: Marinere blev fejret med manér

23. august 2022 kl. 14.09

75 års fællesskab blandt lokale marinere blev lørdag fejret med manér. Med en smule forsinkelse grundet corona havde Hals Marineforening inviteret byens borgere samt venner af foreningen i al almindelighed til stor fest på havnen. Og det blev i sandhed et tilløbsstykke.

Dagen igennem lagde adskillige hundrede børn og voksne vejen forbi for at deltage i den stort anlagte fejring. Fint besøg var der også. Selveste Kong Neptum var nemlig steget op af fjorden for at inspicere marinerne. Helt tilfreds var han ikke, og to medlemmer med ureglementeret påklædning måtte kølhales til stor fornøjelse for det store opbud af publikummer.

Disse kunne siden høre marineforeningernes landsformand, Steen Engstrøm rose jubilæumsforeningen for et stort engagement blandt medlemmerne.

- I er en veletableret forening. Kammeratskabet trives, og så har I jo formået at værne om jeres smukke redningshus i snart 50 år, lød det fra Steen Engstrøm.

Han hæftede sig dog også ved en høj gennemsnitsalder på 68 år.

- Det svarer til landsgennemsnittet, og det vidner om, at I som forening også har en udfordring i dén henseende, tilføjede landsformanden, inden viceborgmester i Aalborg Kommune, Helle Frederiksen (S) tog over.

Hun slog også fast, at Hals Marineforening spiller en vigtig rolle i lokalsamfundet.

- Jeg har særligt lagt mærke til jeres kor, som optræder ved forskellige lejligheder. Der er adgang for ”brummere”, og nu venter jeg bare på, at I optager kvinder i jeres forening. Så er der også håb for mig, konstaterede hun med et smil på læben.

Netop marinekoret gav flere gange i løbet af dagen prøver på dets kunnen i sømandsviser, ligesom festlighederne blandt andet omfattede en femkamp, diverse børneforlystelser samt en aktionsbaseret redningsøvelse sat i scene af Søværnet.

Formand Poul Erik Lyngdorf har været tovholder på jubilæumsfesten og han glæder sig over den store opbakning.

- Det blev som vi havde håbet – nemlig hele byens fest. De sidste gik hjem klokken 04.00 om natten, så der blev virkelig fejret igennem, siger Poul Erik Lyngdorf.

Han håber samtidig, at jubilæet har været med til at understrege marineforeningens målsætning om at været et forum for kammeratskab.

- Det hele startede jo med at være en forening for folk, der havde været i søværnet. Sådan var det i mange år, inden først folk fra handelsflåden og siden fiskere fik adgang til Hals Marineforening. I dag er der knap så mange krav, men vi værner forsat om traditionerne. Og vi håber naturligvis, at vi også kan formå at forny os og tiltrække yngre medlemmer. Det er i sagens natur helt nødvendigt, hvis vi fortsat skal opretholde vores størrelse og engagement, tilføjer Poul Erik Lyngdorf.

Hals Marineforening har i øvrigt ejet Marinestuen siden 2005, hvor foreningen købte bygningen af Hals Kommune. Her er der samling to gange om ugen, ligesom bygningen benyttes til diverse selskabelige formål blandt marineforeningens medlemmer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste