Se billederne: Lokale foreninger viste sig frem ved Open By Night
Der var fokus på fællesskab og de lokale foreninger, da Dronninglund Handel i fredags afviklede Open By Night på torvet midt i Dronninglund.
- Vi har lagt vægt på at lave et hyggeligt familiearrangement, hvor vi præsenterer de lokale ildsjæle og spændende projekter, fortalte citychef Mogens Thomsen, der havde sammensat programmet til den populære begivenhed, der i år blev afviklet uden restriktioner og i flot sensommervejr.
Rundt omkring på torvet havde en række foreninger taget opstilling og gjort, hvad de kunne for at gøre opmærksom på sig selv og på de aktiviteter, de tilbyder i løbet af efteråret og vinteren.
Dronninglund Fodbold havde taget julemanden med for at gøre opmærksom på årets julefrokost, ligesom man uddelte gratis risalamande. Selv om det nok er de færreste, der på nuværende tidspunkt er kommet i julestemning, blev der ifølge Flemming Kvist solgt en hel del billetter til julefrokosten.
Rideklubben var der med tre smukke heste, så børn kunne få en ridetur. Blev man sulten eller tørstig, stod Dronninglund Hotel klar i den opstillede bar. Der var også musikalsk underholdning fra scenen. Den del stod sangerinden Sabrina Qvortrup for.
Butikkerne havde naturligvis fundet en række gode tilbud frem denne aften, som Sparekassen Danmark sørgede for blev afsluttet på festlig vis med et stort fyrværkerishow.