Livet her

Se billederne: Der var høj stemning og glade dage til Open by Night

05. august 2022 kl. 12:26

Selv om dagen indledningsvis var både våd og grå, så kulminerede torsdagens Open by Night-arrangement i Brønderslev med sol og højt humør. Under overskriften ”En go’ aften i Brønderslev” havde den lokale handelsstandsforening lagt sig i selen for at forkæle børn og voksne med en handelsdag udover det sædvanlige.

Forrygende tilbud i butikkerne og masser af underholdning i gaderne indrammede arrangementet, der blev indledt allerede i formiddagstimerne. Her blev der blandt andet serveret rundstykker i Algade, inden dagens klovneløb til fordel for Danske Hospitalsklovne blev skudt i gang på Albani Torv. Senere blev der fristet med alt fra hoppeborg og ansigtsmaling til sjove familiekonkurrencer, floorball og hestevognskørsel i midtbyen.

Først i de tidlige aftentimer fik solen dog tag på skyerne. Tids nok til at skabe ekstra høj stemning blandt de mange, som havde valgt at gå på aftenindkøb i butikkerne. Her var der i dagens anledning åbent frem til kl. 22, og formanden for Brønderslev Handel, Trine Dolbak, melder da også om fin aktivitet.

- Det er i hvert fald mit indtryk. Mange er kommet hjem fra ferie og har fundet vej til Brønderslev. Jeg synes, der har været pæn travlhed fordelt over hele dagen. Også selv om det har truet med regn, siger hun og bakkes op af handelschef, Peter Karstrøm Vagning:

- Vores målsætning har som altid været at skabe et godt event for så mange som muligt. Vi er stadig en smule ramt af corona-effekten, som måske har holdt nogle væk. Men generelt er vi tilfredse, og hyggeligt har det bestemt været, konstaterer Peter Karstrøm Vagning.

En go’ aften i Brønderslev blev rundet af med musikalsk underholdning af både Foxy Beat og Mr. Moe. Ligeledes sørgede Frederik Karstrøm for noget af grine af med sit revyagtige show om tidens store samtaleemner.

Annonceret indhold

Nyeste