Satellitklub i Brønderslev: Nu er man klar til touchdown
Snart skal man måske til at vænne sig til udtryk som quarterback, field goal, yards og endzone i Brønderslev. Begreberne hører hjemme i amerikansk fodbold, og det er lige netop den oversøiske variant af fodbold, der nu er nået til hjertet af Vendsyssel.
I hvert fald har den aalborgensiske klub, Aalborg 89ers, etableret en satellit-afdeling i Brønderslev. Mandag var der inviteret til prøvetræning på boldbanen ved Søndergades Skole.
Her var en lille håndfuld drenge mødt op for at prøve kræfter med spillet, der i USA betegnes som rigtig fodbold. Ungdomstræner Svend Sørensen og quarterback hos 89ers, DeAndre Clayton var mødt op med gode råd og instrukser.
Skabe basis for klub
I et par timer blev der trænet kaste- og gribeøvelser, tacklinger, løb og meget andet. Fremover er der samling hver mandag.
- Vi håber, at vi på længere sigt kan skabe basis for en klub her i Brønderslev, fortæller Anette Pilgaard fra bestyrelsen i Aalborg 89ers.
- Vi er den eneste klub i Nordjylland, så vi skal køre langt til vores kampe. Det kunne være rart med en naboklub, som vi eksempelvis kunne spille træningskampe mod, tilføjer Anette Pilgaard.
Færre skader end fodbold
Det nye tilbud er møntet på alle over 10 år. Både piger og drenge, kvinder og mænd er velkomne til at teste interessen for amerikansk fodbold. I første omgang er Aalborg 89ers behjælpelig med lån af udstyr.
Der stilles nemlig krav om en hel del beskyttelse i sporten, hvor der ifølge Anette Pilgaard dog er bemærkelsesværdigt få skader.
- Selv om det er en fysisk sport, så sker der sjældent noget alvorligt. I amerikansk fodbold er glidende tacklinger forbudte, og derfor er der faktisk færre skader end i europæisk fodbold. Desuden er vi selv meget opmærksomme på at forebygge hjernerystelser, forklarer hun.
Aalborg 89ers er repræsenteret i den bedste danske række, Senior Nationalliga. Derudover har klubben breddehold for begge køn på såvel ungdoms- som seniorplan.