Billede beskrivelse

Samarbejde om migration på tværs af grænser

Erasmuselever fra Dronninglund Gymnasium har været i Berlin for at præsentere et borgerforslag

25. november 2018 kl. 08.10

DRONNINGLUND: En gruppe elever og lærere fra Dronninglund Gymnasium har været på besøg i Berlin for at præsentere et borgerforslag på en konference. Det er sket i forbindelse med det såkaldte ”Erasmusprojekt”, der er et samarbejde med fire andre europæiske gymnasier i hhv. Córdoba, Berlin, Reykjavik og Tolmin. Det faglige fokus for samarbejdet er migration på tværs af de europæiske grænser. Fokus for konferencen i Berlin er de fem landes integrationslovgivning.

Tidligere på skoleåret erfarerede eleverne på egen krop, at når indvandrere eller flygtninge dyrker sport sammen med danskere, kan det være begyndelsen på et fællesskab og en ny forståelse for kulturelle forskelle og ligheder, som ellers kan være svær at opnå. Det skete, da Dronninglund Gymnasium inviterede en gruppe asylansøgere til ”frivillig idræt” på gymnasiet.

Disse erfaringer har resulteret i, at eleverne har udviklet et borgerforslag, hvor de ønsker at nydanskere skal tilbydes gratis medlemskab af danske foreninger i deres første tre år i Danmark.

- Mange nydanskere har en anderledes kultur med i bagagen. Der skal opmuntres til gensidig forståelse, og dette kan ske i sociale sammenhænge, hvor de føler sig velkomne. Vi vil gerne, at der skabes venskaber på tværs af diverse naturlige forhindringer som sproglige, sociale og kulturelle forhindringer og herved styrke den enkeltes integrationsproces, påpeger Rikke Holmgaard Kristensen fra 3f.

Hun er en af forslagsstillerne.

- Vi forestiller os, at alle slags foreninger som strikke- og fodboldklubber kan medvirke. Det er vigtigt at appellere til hvert enkelt individs interesser. Herved kan vi både skabe vækst i det danske foreningsliv og øge chancen for en succesfuld integration, der vil gavne både den enkelte og samfundet på længere sigt, slutter Rikke Holmgaard Kristensen.

I løbet af 2018-20 skal elever og lærere fra Dronninglund Gymnasium besøge de andre skoler i projektet og belyse nye aspekter af det fælles emne: Migration.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste