Billede beskrivelse

Safaritur i Lunken

Tur med naturvejlederen, hvor der bla. skal undersøges et vandhul

15. oktober 2018 kl. 09.52

BRØNDERSLEV: Forældre, bedsteforældre og børn indbydes til et par spændende og lærerige timer i smådyrenes forunderlige verden. Man mødes i Naturskolen tirsdag 16. oktober kl. 13.

I Naturskolen står naturvejleder Knud Andersen klar med rysteposer, bankeskærme, net og meget andet grej velegnet til fangst af skovens smådyr.

Vandhullet undersøges også med ketsjer og lupglas, fortæller Knud Andersen. Fangsten bringes forsigtigt ind i Naturskolens lune lokale, hvor den medbragte kaffe nydes, imens Knud Andersen viser og fortæller om dagens fangst.

- Bliver der tid, vil vi også demonstrere kartoffelfælder og snublefælder, som er nemme at fremstille og stille op i haven derhjemme. Fælderne er altid spændende at undersøge, for hvad er nu gået i fælderne? Til slut bringes fangsten forsigtigt tilbage til naturen, oplyser Knud Andersen og anbefaler, at man medbringer fornuftigt fodtøj og kaffe.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste