Sådan så det ud, da hestene kom på marken igen for en dag
Engang for snart længe siden var arbejdsheste et almindeligt syn i landbruget. I dag skal man være heldig for at se en hestetrukket plov udenfor museumsregi. Lørdag var en undtagelse. Her dannede nogle marker vest for Hals ramme om et hyggeligt arrangement, der vidnede om, at der trods alt stadig køres med belgiere, friesere og oldenborgheste.
Vendsyssel Køreforening stod bag arrangementet, der havde deltagelse af en halv snes kuske fra både nær og fjern. Mange flere publikummer lagde vejen forbi for at opleve den ædle disciplin, som altså fortsat holdes i hævd af entusiaster. Ove Krebsen fra Terndrup er en af dem. Han har kørt med arbejdsheste siden 1962 – heraf mange år som selvstændig landmand. Med til Hals havde han de to belgierheste, Signe og Emil, som på smukkeste manér skabte associationer til en svunden tid.
- Nu kører jeg kun, fordi jeg synes, det er sjovt. Og så er det bare nogle skønne dyr at have med at gøre. Jeg vil gerne yde mit til, at racen overlever i Danmark. Engang var belgierheste udbredte overalt, men i dag er der kun ganske få tilbage herhjemme. Og der er ikke noget egentligt avlsprogram til at sikre fremtiden, siger Ole Krebsen og roser Vendsyssel Køreforening for arrangementet.
- Det er vigtigt, at der er nogle, som holder gang i disciplinen. Og når det ellers er muligt, deltager jeg gerne.
Et par plovfurer derfra var Jens Juul fra Hadsund i aktion med to friesere.
- Det er ren hobby for mig. Min svigerfar og jeg har tilsammen seks friesere. Det her er Willem og Donna, berettede han, mens de to prægtige heste troligt trak ploven gennem marken. Også andre hesteracer var præsenteret ved arrangementet, hvor der ligeledes blev givet prøver på kaperkørsel. To flotte hestevogne lagde således hjul til gratis sightseeing i landskabet.
I løbet af dagen var der i øvrigt god mulighed for publikum for selv at få tømmen i hånden og forsøge sig udi markarbejde med hestekræfter i ordets egentlige betydning.
Vendsyssel Køreforening har efterhånden tradition for at afvikle en årlig pløjedag ved Hals.