Billede beskrivelse

- Så sad vi der i køkkenet og købte leg’sager for næsten tre millioner

Om kort tid får Jerslev-Sterup Idrætsforening en 800 kvm. stor legeplads til børn i alle aldre i forbindelse med byens parkourbane, atletikbanen, det udendørs digitale klasseværelse og meget andet

15. juli 2021 kl. 10.49
Opdateret kl. 11.10

JERSLEV: - Ja, vi har forresten lige fået endnu flere penge. Nemlig 200.000 kr. fra Lokale- og Anlægsfonden.

Sådan indledte Marianne Gade snakken, da hun skulle fortælle om den dag for ikke så længe siden, da hun sad sammen med Erik Krabbe og Mona Jensen og bestilte lidt leg’sager på nettet - helt som man bestiller en trøje og en ny sommerjakke med nogle klik på en hjemmeside. Forskellen var dog, at indkøbskurven her blev fyldt med udendørs legeredskaber til en samlet værdi af små tre millioner kroner. Alt sammen til opsætning i Jerslev.

Billede beskrivelse

Legetårn til 300 børn

Den nye legeplads, som forventes indviet omkring 1. september, bliver opdelt i tre sektioner - en til mindre børn, en til de lidt større og en hvor handicappede børn kan lege med.

- Vi er hele tiden gået efter at lave den bedste legeplads i Vendsyssel - for alle, siger Marianne Gade, som glæder sig til at se resultatet af flere års fondsansøgninger som et afsluttet kapitel.

Der kommer mange forskellige typer udstyr på legepladsen, men det mest spektakulære bliver helt givet et legetårn, der er godkendt til 300 børn - ret mange for en by, der rummer 865 indbyggere og har 260 elever i skolen.

Fælles for de indkøbte ting til legepladsen er, at de er særdeles langtidsholdbare.

- Der er evighedsgaranti på nogle af tingene, og de næste 10 år sørger leverandørerne for vedligeholdelsen - og det er rigtig godt, for det har idrætsforeningen ikke midler til som tingene er lige nu, siger Marianne Gade.

Et område, der indbyder til leg

Den nye legeplads kommer til at ligge centralt i Jerslev - tæt på skolen, plejehjemmet, børnehaven og anlægget, hvor Jerslev-Sterup Idrætsforening har til huse. Og det er selvsagt ikke tilfældigt.

Over en årrække er den ene ting efter den anden skudt op i takt med at fondsansøgninger i en lind strøm har givet pote - parkourbanen, atletikbanen, et udendørs digitalt klasseværelse, en løbesti, træningsudstyr til ældre og fysisk svage borgere, to multibaner og såmænd en lille lund med frugttræer. Og nu altså legepladsen som rosinen i pølseenden.

Billede beskrivelse

Afslutning på et langt træk

Ideen til de mange aktiviteter i Jerslev opstod for seks år siden. Her blev der afholdt et inspirationsmøde, hvor alle aktører i Jerslev deltog for at diskutere, hvorden Jerslev kunne gøres mere hvad man kunne gøre for at gøre Jerslev mere attraktiv.

Med på mødet var Marianne Gade, Erik Krabbe og Mona Thomsen. Ingen af dem var egentligt engagerede i byens liv, men havde alle boet i byen og havde stadig et hjerte, som brændte for den.

Det endte med, at de tre skulle stå for at søge alskens fonde om penge til de ting, som byens aktører mente kunne være en god idé.

- Vi har fået ret godt styr på, hvordan man laver en fondsansøgning, siger Marianne Gade, som slår fast at tiden nu er inde til at andre nu tager over.

- Vi mangler lige at få søgt godt halvanden million hjem til en overdækning af det digitale klasseværelse, en havetraktor, en paddlecourtbane og lidt andre småting, så takker vi tre af, siger Marianne Gade om seks travle, spændende og udviklende år - både for Jerslev og for Marianne Gade, Erik Krabbe og Mona Thomsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste