Så er Socialdemokratiet i Brønderslev Kommune klar til valg
Så er holdet på den socialdemokratiske liste i Brønderslev kommune klar til det kommende kommunalvalg.
Kandidaterne er placeret i på listen, og holdet har været med til at godkende programmet, hvorfra der skal føres valgkamp.
Partiets overskrifter er:
Brønderslev Kommune skal, ifølge socialdemokraterne, være kendt som stedet, hvor ”den gode arbejdsplads” ikke kun er ord, men handling.
Socialdemokraterne vil desuden tilbyde gratis psykologhjælp til unge, der har svært ved at håndtere overgangen fra ung til voksen.
Socialdemokratiet vil arbejde for, at alle kan få en god overgang til et aktivt otium. Der skal løbende laves nytænkning af ældreomsorgen, således at vi kan tilbyde den bedste omsorg og pleje til gavn og glæde for de ældre.
På skoleområdet ser socialdemokratiet gerne at eleverne inddrages i langt højere grad i planlægningen af undervisningen, da mange elever kan være en værdifuld sparring omkring, hvordan en skoledag gøres mere attraktiv for eleverne.
Normering og kompetencer i de forskellige dagpasningstilbud er vigtige i forhold til at give børnene en god start på livet.
Den grønne linje skal fastholdes og Socialdemokratiet vil sikre, at virksomheder overholder miljølovgivningen og miljøgodkendelser, og laver planlægning, så udviklingen kan ske uden konflikter.
Arbejdsløshed er et problem for den enkelte og for samfundet. Derfor skal der laves en indsats for, at risikoen for at arbejdsløshed begrænses ved en aktiv erhvervspolitik. Langtidsledighed skal bekæmpes, så faren for at miste dagpengeretten minimeres.
Økonomisk ansvarlighed er en selvfølgelighed, Brønderslev Kommunes økonomi er under pres på grund af lokale udfordringer, men også på grund af udefrakommende beslutninger og aftaler. Vi må imidlertid ikke blive vores egen fjende. Vi skal turde tænke udvikling og nye måder at løse opgaver på.
Socialdemokraterne er den bedste sikkerhed for, at Brønderslev Kommune udvikles med mennesket i centrum.
Kanditaterne er i rækkefølge:
Betinna B Kjeldsen, Arne M. Jensen, Eskild Sloth Andersen, Peter H. S. Kristensen, Benny Karlsen, Hildo Rasmussen, Ole Jespersgaard, Ole Andersen, Emilly Pedersen, Christen Bager, Karen Strandfelt, Lene Søndergaard Jensen, Johs. Trudslev Pedersen, Birger Thomsen, Mogens Karlsen, Mathias Pedersen, Jan Sonne Schmidt, Otto Bjerre, Lars Rueskov, Neil Jacobsen og Poul Erik Andreasen.