Seneste nyt
Billede beskrivelse

Så er der tjek på fortovene: - Det er rart, at vi nu får et overblik, siger udvalgsformand

Kommunen har fået overblik over fejl og mangler - til foråret går arbejdet med at oprette fliser i gang

12. december 2021 kl. 06.30

BRØNDERSLEV: Medarbejdere i Brønderslev Kommunes Vej og Park-afdeling har gennemtrawlet hele kommunen for at spotte fejl og mangler på de kommunale fortove og vejbrønde. De har på deres vej noteret, hvor fliser, lopper, kantsten og dæksler ikke ligger som de skal og hvor der er skader. Og det er blevet til en lang liste.

Politikerne i Teknik- og miljøudvalget blev forleden præsenteret for et uddrag af arbejdet - en tabel der tæller 1642 belægningssten og dæksler, der enten ligge for høj eller for lavt.

Hertil kommer et stort antal fortove fyldt med ukrudt, samt hække, træer og buske, der kan genere fodgængerne.

Overblik og prioritering

Formålet med arbejdet har i første omgang været at få en registrering af skader og et samlet overblik over fortovenes tilstand. Og formand for teknik- og miljøudvalget, Peter Stecher (K) mener, at kræfterne er godt givet ud:

- Det er rart, at vi nu får et overblik. Vi ved, at vi har udfordringer, og nu får vi skaderne klassificeret og kan prioritere, hvor vi skal gå i gang, siger Peter Stecher (K).

Nu venter der en handleplaner, med en overordnet strategi ”for rettidig generel vedligeholdelse og reparation af fortove”, oplyser forvaltningen.

- Der er en del steder med fortove, der skal rettes op, og selve arbejdet går i gang i foråret 2022. Det kan både være en kommunal opgave, men flere steder er forsyningen også med inde over, fordi det er deres brønde, der stikker op eller er sunket, siger Peter Stecher.

14 ansat midlertidigt

Pengene til registrering af fortovenes tilstand er hentet via en statslig corona-pulje, der skulle være med til at afbøde arbejdsløshed som følge af Covid-19.

Brønderslev Kommune søgte og fik lånetilsagn på fem mio. kroner til renoveringsprojekter, og Vej og Park fik ansat 14 nye medarbejdere midlertidig til at løse projektopgaver fra 1. juni 2020 til 31. december 2020. Tre af dem har efterfølgende fået fastansættelse.

En række opgaver er løst med de ekstra hænder - blandt andet er der brug penge til genopretning af rabatter, etablering af nye blomsterbede ved Brønderslev Hallen, opgradering af en sti gennem Vestskoven og vedligeholde af skilte og blomsterkummer .

Det har kostet 441.000 kroner at syne fortovene. Der er desuden brugt 657.000 kroner fra corona-puljen til renovering af fortovene på Grandisvej i Hjallerup, nye kansten langs Vibevej i Dronninglund og en delvis omlægning og reparation af fliser på fortove på Gutenbergvej i Dronninglund, samt på Frilandsvej, Fynsgade og Langelandsgade i Brønderslev.

Desuden har Vej og Park foretaget reparationer af alvorlige fejl og mangler i hele kommunen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste