Skuret blev indviet med kirkekaffe efter gudstjenesten i Thise kirke Alle Helgens dag 1. november 2015. Kirken og skuret ligger ganske tæt på hinanden.
Livet her

Så er der pludselig en bakke

03. august 2021 kl. 16:33

Mon ikke de fleste mener, at der er fladt mellem Brønderslev og kysten mod vest. Det har jeg altid troet, indtil jeg en dag kørte i området og så en kirke på en bakketop. Omkring 10 kilometer nordvest for Brønderslev midt i det flade landskab troner Thise Bakker og udgør et af Sydvestvendsyssels højeste punkter. Som en del af bakkeøen Kirkebakken finder du den smukke Thise Kirke.

Så en solrig sommerdag kører jeg op af bakken og kommer til en parkeringsplads med et smukt overdækket skur med bord og bænke.

Herfra er der ganske kort til et udsigtstårn, læser jeg på det lettere falmede kort på infostanderen.

Fra sådan et tårn må jeg nærmest kunne se det halve Vendsyssel, tænker jeg, og går op mod tårnet. Det er godt nok højt.

Desværre er de omliggende træer endnu højere og jeg glor lige ind i trækronerne og kan absolut ingen vidder se. Det er lidt af en nedtur at stå deroppe, hvis man kan sige det.

Naturlegepladsen på stien tæt ved parkeringspladsen virker også lidt misligeholdt, og den trænger lige som trætoppene til en kærlig hånd. Men de to forbehold skal på ingen måde holde dig væk for at spadsere en tur i Thise Bakker. For det gamle istidslandskab rummer på de sjoveste troldetræer og en stor slugt. Og der bliver mulighed for at nyde udsigten over Vendsyssel, når du går på stierne.

Kirkebakken byder som navnet siger på Thise Kirke. Den fine hvide Thise kirke ligger højt på sin bakke og kan ses på mange kilometers afstand. Der er tale om en romansk kvaderstenskirke. I gotisk tid har koret fået en forlængelse mod øst - måske samtidig med at tårnet blev bygget. Både tårn og våbenhus er bygget af munkesten. Tårnet har været 10-12 m højere. Vinduerne er også af nyere dato.

Klokken er støbt i 1853 af Gamst og Lund, København. Den hænger ikke længere i tårnet, men i en klokkestabel i kirkegårdens nordvestligste hjørne.

Vest for kirketårnet finder du en låge i kirkediget, hvorfra en sti fører ned til stedet, hvor Vor Frue Kilde eftersigende sprang med undergørende vand.

Kilden springer ikke længere og ligger ikke frit tilgængelig, men Historisk Samfund rejste i 1921 en sten for at markere kildens udspring. Omkring kilden opstod dengang et såkaldt kildemarked, der holdtes hvert år i Thise bakker helt op til ca. 1915. Stenen kan dog ses endnu den dag i dag.

Tæt ved Thise Bakker er der rige muligheder for vandreture for store og små. Ruter som Hærvejsruten, hjerteruter og Tour De landdistrikt (sidstnævnte beskrives på infotavlen ved parkeringspladsen) kan du også begive dig ud på.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu