70 unge fra hele landet mødes i denne uge i Brønderslev for at deltage i Brønderslev Forfatterskole. I midten ses skoleleder Louise Eltved Krogsgård sammen med to af de mange håbefulde forfatterspirer, Eik og Rakel. Privatfoto
Mennesker

Så er der gang i Forfatterskolen igen

70 unge fra hele landet er i denne uge i Brønderslev for at blive bedre til at skrive historier

01. august 2022 kl. 08:00

Lørdag åbnede Brønderslev Forfatterskole dørene for 70 håbefulde unge i alderen 13-20 år, som drømmer om at gøre noget ved deres skrivelyst og ditto talent.

- Vi er altid superspændte når de unge kommer og har glædet os helt vildt til at undervise dem i deres passion - og vi synes at vi har fået fat i de allerbedste børne- og ungdomsforfattere til at undervise dem, siger lederen af Brønderslev Forfatterskole, Louise Eltved Krogsgård.

Underviserne er bl.a. Sanne Munk Jensen, der modtog Ordkraftprisen tidligere på året og Saynab Faran Dahir, som indledte sin forfatterkarriere som elev netop på forfatterskolen i Brønderslev.

Brønderslev Forfatterskole har eksisteret siden 2004, og foregår på Nordjyllands Idrætshøjskole, hvor eleverne bor hele ugen og udfordres på kunsten at skrive. Ugens program består dels af lange undervisningsdage samt forskellige aktiviteter, f.eks. bålaften, idræt og sociale aktiviteter.

- Vi er også altid på en tur for at se noget af Nordjylland og opleve kultur i en andre genrer. De sidste to år har det grundet corona ikke været muligt, men så er glæden ved at tage ud i år kun større. Vi skal en tur til Hune for at se Museum for Papirkunst, hvor eleverne skal opleve den magi, som papir kan fremtrylle i den klippede form. Bagefter går turen til Gatewayen og måske nogle vil have en dukkert i havet. Det er vigtigt som kunstner at lære andre kunstgenrer at kende, og derfor vil jeg altid gerne, at eleverne oplever noget af den fantastiske kultur og natur, som Nordjylland kan byde på, siger Louise Eltved Krogsgård.

Når ugen er gået har de 70 elever lavet et udkast til en tekst, som de efterfølgende redigerer færdig med deres undervisere. I slutningen af året udgives teksten i en samlet antologi. Ud over ugen i Brønderslev arbejder Forfatterskolen med at give eleverne nye udfordringer gennem skriveworkshops og kulturelle samarbejdsprojekter. Eleverne har online skrivegrupper, hvor de efterfølgende mødes og skriver sammen.

Brønderslev Forfatterskole har blandt andet et samarbejde med Blindes Jul, hvor årets elever kan være med i en konkurrence om at blive optaget i bladet, som hvert år sælges i et stort oplag.

Nyeste