Så afgøres fremtiden for stadion-grunden

21. august 2020 kl. 12.12

BRØNDERSLEV: Fremtiden for stadion-arealet bag Brønderslev Hallerne skal nu afklares.

Økonomiudvalget har netop sat gang i planlægningsarbejdet af den store grund, der ligger ret centralt i byen.

Helt konkret betyder det, at der nu er sat 100.000 kroner af til en planlægningskonsulent, der skal udarbejde forkellige scenarier over det omkring fire hektar store område.

Et flertal i udvalget vil gerne have mulighed for en form for boligbyggeri på en del af grunden, men det har S dog tilkendegivet, at man ikke vil være med til.

Tidligere i forløbet om grunden er der blevet udarbejdet et idekatalog, som opererer med, at der måske også kunne placeres en stor multibane med mulighed for forskellige former for boldspil og idræt.

Brønderslev Marked følger også processen. Markedet bruger nemlig arealet som p-plads i markedsdagene, og en udvikling af grunden vil alt andet lige betyde, at der bliver færre p-pladser til rådighed.

Ved økonomiudvalgs-mødet, hvor beslutningen om at sætte gang i processen blev truffet, var Brønderslev Marked på visit for at give sit besyv med, ligesom der var repræsentation fra Brønderslev Hallerne i forhold til deres ønsker om eventuelle, fremtidige udvidelser.

Hvad tribunen på stadion angår, så har politikerne allerede besluttet at fjerne den. Nedrivningen er p.t. i licitation, og borgmester Mikael Klitgaard (V) forventer, at tribunen er væk inden årsskiftet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste