Så åbnede det nye plejehjem i Ulsted
Lørdagens indvielse blev et trækplaster
Flagallé i byens gader vidnede om, at der skete noget ganske særligt i Ulsted den forgangne lørdag. Efter halvandet år med byggeri og fem år efter lanceringen af de første planer om et nyt privat plejecenter, så var dagen endelig kommet, hvor snoren kunne klippes til indvielsen.
Et nyt stort hus med 24 boenheder står klar til brug. Nu kan plejekrævende borgere atter drage nytte af et lokalt tilbud uden nødvendigvis at skulle flytte udenbys.
Åbningen blev et stort trækplaster. Flere hundrede gratulanter kiggede forbi på en dag, hvor bestyrelsesformand Carsten Kristensen indledningsvis bød velkommen. Det gjorde han med en konstatering af, at det nye plejecenter er baseret på lokal vilje og engagement.
- I 2016 besluttede Aalborg Kommune at lukke det offentlige plejehjem, Ulstedparken. Her i byen ville man dog ikke bare acceptere, at man nu ikke længere havde et plejehjem. Selv om mange var skeptiske, så blev tvivlen gjort til skamme. Det her er eventyret om den grimme ælling som ingen troede på, sagde Carsten Kristensen.
Han hæftede sig også ved, at det nye plejehjem er indrettet med torumslejligheder.
- Dermed er der plads til, at ægtepar kan bo i den samme lejlighed, forklarede formanden, som desuden roste de mange involverede.
Kig indenfor
Han fremhævede dog især Margit og Jørn Vægter, der i sin tid var initiativtagere og som har været med hele vejen. Carsten Kristensen overlod siden ordet til plejecentrets forstander, Karin Nielsen.
Hun slog fast, at stedet først og fremmest skal danne ramme om det gode liv.
- Vi som personale er klar til at efterkomme beboernes ønsker for en indholdsrige hverdag. Vi skal skabe nærvær, omsorg og tillidsfulde relationer, lød det fra Karin Nielsen.
- Og så vil jeg opfordre alle i byen og lokalområdet til at kigge indenfor. Vi vil så gerne forstyrres for det giver livskvalitet, tilføjede forstanderen, inden hun og formanden i fællesskab klippede snoren og officielt indviede det nye plejecenter.
Fuld belagt ved nytår
Allerede nu er de første fire beboere i øvrigt flyttet ind. Om en måneds tid forventes halvdelen af lejlighederne at være udlejet og håbet er, at der omkring nytår er fuldt belagt. De 24 lejligheder har eget køkken og bad.
Derudover er der etableret fællesfaciliteter og storkøkken i den centrale del af bygningen. Det er her, der hver dag skal laves varm mad og hvor husets aktiviteter i høj grad kommer til at udfolde sig. I forbindelse med åbningen var der i øvrigt mulighed for at melde sig ind i friplejehjemmets støtteforening.
Denne har blandt andet til formål at generere midler til underholdning, udflugter og andre tiltag for stedets beboere.
Friplejehjemmet i Ulsted har kostet 51 mio. kr.