Rullende tacklinger

15. maj 2017 kl. 09.58

Umiddelbart forekommer det planløst, det der foregår på gulvet.

Fordelt på to hold og overvåget af en håndfuld dommere bevæger ti piger iklædt hjelm og tandbeskytter sig på traditionelle rulleskøjter omkring på banen, men bortset fra, at det åbenlyst er en kontaktsport, er det for en udenforstående svært at følge med i, hvad der foregår på den helt boldløse bane.

Men intet er tilfældigt, forklarer Lærke Christensen, spiller på hjemmeholdet Aalborg Combat Bullies, der netop har vundet over finske Tampere Howlin’ Rols i den internationale turnering, The Northern Takedown, der desuden omfatter hold fra Belgien og Sverige samt Aarhus.

- Det er en meget taktisk sport. Det kan se ud, som om, vi bare kører ind i hinanden, men der er en mening med, hvad der foregår. Alt er på forhånd taktisk tilrettelagt, siger hun.

Kort fortalt består konkurrenceelementet i, at der på hver hold er en spiller med stjerne på hjelmen, den såkaldte "jammer", der scorer point ved at passere modstanderne, kaldet "blockere", der med blokeringer og tacklinger omvendt forsøger at hindre modpartens "jammer" i at komme frem.

- Man skal turde give fra sig, men man behøver ikke at kunne det fra begyndelsen, det kan man lære hen ad vejen, siger den 23-årige sygeplejerskestuderende, der har dyrket roller derby, som sporten hedder, i tre-fire år.

Før det har hun været aktiv inden for fodfold, svømning, ridning, håndhold og forskellige andre sportsgrene, men først med roller derby har hun tabt sit hjerte til en sportsgren.

- Fordi man i den grad er fysisk til stede samtidig med, at man tænker sig om, siger hun og forklarer uddybende, at det sidste ikke bare handler om at vinde, men også om at passe på hinanden og sig selv.

- Det sociale er en meget vigtig del af sporten. Vi laver også noget sammen udenfor sporten. Når man kommer ind i klubben er det ligesom at få 30 nye søstre.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste