Rotary forsøder tilværelsen for ensomme
I BYEN: De ensomme formodes at være ekstra hårdt ramt under krisen
DRONNINGLUND: I lyset af Coronakrisen vil Dronninglund Rotary Klub og Hjallerup Morgen Rotary Klub forsøde tilværelsen med en æske chokolade og andre lækkerier til enlige, der er omfattet af den kommunale hjemmepleje i Hjallerup- og Dronninglundområdet.
Det er mennesker, som formodes at være ekstra hårdt ramt af de nødvendige restriktioner i samfundet, og for hvem savnet af familie og venner må opleves særlig vanskeligt.
Lækkerierne er indkøbt lokalt i forskellige butikker for at støtte de erhvervsdrivende. Uddelingen sker i løbet af uge 19 ved hjælp af ansatte i hjemmeplejen.
Rotary er et verdensomspændende netværk for kvinder og mænd med ca. 1,2 mio. medlemmer i mere end 35.000 klubber, der ønsker en menneskelig og faglig udvikling på tværs af faggrænser og generationer. Organisationen er stiftet i 1907. I Danmark er der ca. 10.000 rotarianere i mere end 270 klubber.
Rotarys ser det som sin opgave at yde service til andre, virke for integritet og fremme international forståelse, goodwill og fred i verden. Opgaven løses bl.a. gennem bæredygtige projekter lokalt og globalt.
Rotarys væsentligste aktiviteter er således lokale og internationale hjælpeprojekter. Dronninglund og Hjallerup Rotary klubber har tilsammen 52 medlemmer.