Rosendalcentret er nu certificeret som idrætsseniorcenter

Aktivitetscentret i Agersted er det første i Brønderslev Kommune, der certificeres

18. februar 2020 kl. 17.08

AGERSTED: Aktivitetscentret Rosendalcentret i Agersted er netop som det første i Brønderslev kommune blevet idrætscertificeret. Det er Danmarks Idrætsforbund og Dansk Arbejder Idrætsforbund, der står for certificeringen, og for at blive det skal man kunne tilbyde minimum tre ugentlige aktiviteter inden for ældreidrætsområdet. Her tænkes på aktiviteter som krolf, stolemotion, seniorgymnastik, styrketræning, cross boule, fysisk træning for demente, mm.

Alle disse krav opfylder Rosendalcentret, og de fik derfor det fine stempel i sidste uge, hvor både borgmester Mikael Klitgaard og Poul Sølvstein fra Dansk Arbejderidrætsforbund mødte op.

Det var formanden for brugerrådet ved Rosendalcentret, Inge Sørensen, der sammen med borgmesteren klippede den røde snor og dermed markerede, at institutionen nu er et senioridrætscenter.

Der er allerede nu 88 medlemmer, der dyrker idræt, og man håber og forventer, at det tal vil stige den kommende tid.

- Vi er stolte af, at vi her i Agersted nu er certificeret som senioridrætscenter og er det første i kommunen, siger 70-årige Inge Sørensen, der selv er aktiv og dyrker gymnastik, cykling, gåture, curling og bowling.

I alt er der 30 senioridrætscentre i hele landet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste