Røg i bageriet gav stort arbejde

07. april 2018 kl. 19.36

BRØNDERSLEV: I et stykke tid er brød- og kagesultne kunder blevet mødt af et skilt med "Lukket på grund af brand" i glasdøren ind til Konditorbageren i Brønderslev.

Men inde bag ved glasdørene bliver der arbejdet på højtryk for, at den situation snart kan få ende, så man kan komme tilbage til hverdagen igen efter at bageriet blev ramt af en brand i en ovn.

- Det er godt nok træls, det er det. Men det er sådan, det er, konstaterer Morten Clausen, bagermester og indehaver af bagerbutikken.

Han var selv på arbejde, da der lørdagen før påske skete noget uventet i bageriet. Det var omkring ved nitiden om morgenen.

- Det begyndte at ryge op af ovnen, efter at den var slukket. Det skal det helst ikke, fortæller Morten Clausen, der fik fat på brandvæsenet.

- Der var på en eller anden måde gået ild i isoleringen, fortæller han.

Brandfolkene fik styr på situationen, men der var kommet en del røg, og det viste sig, at det havde lavet mere skade end antaget i første omgang.

- Først troede vi, at vi skulle have lukket en eller to dage. Men så blev det 14. Alle sodpartikler skal vaskes ned, fortæller Morten Clausen, der har fået at vide, at det hænger sammen med, at det er giftigt, når der går ild i ledninger og den slags.

- Men det er der styr på, siger Morten Clausen, der også fortæller, at man endnu ikke har klarlagt, hvad årsagen til branden var.

Skadeservice var i går i gang med at give det svedne bageri den helt store tur, så man kan komme i gang med at bage igen. Der bliver smidt ud, gjort rent og regeret, og det er noget af et arbejde, der skal klares, inden man er klar med morgenbrød og kager igen.

- Nu på søndag åbner vi igen, fortæller Morten Clausen.

Inden bageriet kan åbne, skal der gang i en masse bagning, for alt er kasseret.

- Der er intet tilbage. Vi skal starte med alt fra bunden af. Vi skal i gang et par dage, før vi åbner, fortæller Morten Clausen, der har kaldt alle folk ind til at hjælpe med den opgave.

Med brandens timing er butikken gået glip af påskens omsætning og har i det hele taget mistet en del dages indtægt.

Må hænge ved

- Vi må nok kalkulere med noget omsætningsnedgang. Men så må vi lige hænge ved den næste tid. Jeg håber, folk kommer igen, siger Morten Clausen.

Bagerbutikkens ansatte kom heldigvis ikke til skade, men de fik sig en pludselig påskeferie.

Butikken tæller 12 fuldtidsansatte plus et antal unge på deltid.

Bageriets brødudsalg i Gug har også været lukket, men det åbner igen samtidig med bageren i Brønderslev.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste