Røde Kors holdt genåbningsfest

05. december 2021 kl. 06.00

Efter mere end et år med mange og vanskelige udfordringer kunne Røde Kors Dronninglund-Hjallerup endelig invitere til en forsinket genåbningsfest for sine mange frivillige. Det skete i Møllehuset i Asaa, hvor 80 mødte op til en hyggelig eftermiddag.

- Det er vist mange år siden, vi har været så mange frivillige samlet, fortæller formand Bent Heiselberg.

Efter middagen var der planlagt underholdning, men den udeblev, og så måtte Ib Lundby påtage sig rollen. Det gjorde han glimrende med fortællinger og glimt fra sit spændende liv. Han kom bl.a. ind på sine år med Prins Henrik, hvor han i sin tid blev headhuntet som ansat i Dansk Brigdeforbund til at lære prinsen at spille tarok og brigde samt arrangere mindre brigdeturneringer for prinsen med lokale deltagere.

Ved arrangementet i Asaa tog man også afsked med Irene Sølvmose, der havde ønsket at trække sig fra bestyrelsen.

- Vi kommer til at savne dig i bestyrelsen, hvor du har siddet de seneste 13 år, lød det i afskedstalen.

- Vi har haft et rigtig godt samarbejde, som vi har sat stor pris på. Du har altid haft en holdning til de beslutninger, vi har truffet. Dem har du altid klart og utvetydigt givet udtryk for. Det har været dejlig befriende. Vi har kunnet være uenige, men det er aldrig noget, der har påvirket vores samarbejde. Du har ydet en meget stor indsats i vores Afdeling og i Røde Kors Butikken i Hjallerup. Det var i høj grad din fortjeneste, at vi fik en storbutik i Søndergade, lød det i talen til Irene Sølvmose.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste