Billede beskrivelse

Rod i kirken i Jerslev

08. maj 2017 kl. 07.14

Samvær, sjov, åndelig optankning og aftensmad er grundpillerne i Rod i kirken, som afholdes i Jerslev Forsamlingshus og Jerslev Kirke tirsdag den 16. maj kl. 16.00-18.30. Børnefamilier med børn 0-10 år, bedsteforældre og alle andre er velkomne.

Temaet er De ti bud, og der vil være forskellige aktiviteter for børnene og kaffe på kanden til de voksne. Den første halve time er drop-in-tid i forsamlingshuset, og derefter står medarbejdere og frivillige ved kirken klar med forskellige aktiviteter. Kl. 17.15 er der gudstjeneste i kirken og herefter fælles gratis aftensmad i forsamlingshuset.

I den moderne familie er der mange fritidsaktiviteter, møder og familiebesøg for både børn og voksne. Jerslev Kirke vil gerne tilbyde et pusterum fra alt det der er svært at nå. Rod i kirken er et arrangement med fokus på samvær og nærvær.

Den primære baggrund for Rod i kirken er, at det skal være nemt og sjovt for familier at være sammen i kirken. Hvis forældrene har sent fri, tilbyder kirken at hente børn i SFO/børnehave og tage dem med ned i forsamlingshuset. Forældrene kan så komme senere og være med til gudstjeneste og aftensmad.

Der er ingen tilmelding til Rod i kirken, men tilmelding til afhentning i SFO/børnehave skal ske til kirkemedarbejder Tenna Svensson på tlf. 60 19 59 80.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste