Rift om brugte hotelsenge
Hotel Phønix i Brønderslev ryddede ud i beholdningen af senge, og i den forbindelse havde stedet valgt at forære de gamle væk
Det lignede en overgang en udsalgsdag hos JYSK, da Hotel Phønix i Brønderslev fredag ryddede ud i beholdningen af senge.
Hotellet har købt nye af slagsen, og de udskiftes løbende. Fredag gjaldt det værelserne på 2. og 4. etage, og i den forbindelse havde stedet valgt at forære de gamle senge væk.
Et opslag på de sociale medier gav pote. På ganske kort tid var der lagt beslag på alle 30 enkeltmandssenge.
- Vi har tænkt, at det er en god anledning til at gøre noget i klimabevidsthedens tegn, siger hotelchef, Betinna Sørensen.
- I stedet for at smide de gamle sende ud, så er der jo andre, der kan få glæde af dem. Sengene er trods alt ikke i så dårlig stand, at de ikke kan bruges. Omvendt er det ikke nemt at sælge brugte hotelsenge. Så på den her måde sker der en sund udskiftning i vores beholdning, tilføjer Betinna Sørensen.
Afhentningstilbuddet skabte en overgang trængsel på trapperne.
Det eneste krav til de nye ejere var således, at de selv skulle stå for flytningen. En af dem der havde benyttet sig af muligheden, var Heimier Magnason.
Han var forbi i formiddagstimerne for at hente en seng.
- Hvornår siger man nej til sådan et tilbud? Jeg stod og skulle bruge en ekstra seng, og så så jeg opslaget, fortæller han, mens en anden afhenter, Michael Mackanne bugserer sin seng ned ad trappen.
- Det er til min datter og svigersøn. Heldigvis er jeg tidligere flyttemand, så det er ingen sag for mig, konstaterer han og roser hotellets initiativ:
- Det er en fin måde at komme af med tingene på. Jeg synes, det er en flot gestus, som fortjener ros.
Betinna Sørensen glæder sig til at kunne byde gæsterne velkommen til værelser med helt nye senge.
- Det forbedrer selvfølgelig den samlede oplevelse af et ophold. Folk skal sove godt. Det har de altid gjort her på stedet, men nu bliver det endnu bedre, fastslår hun.
Hotel Phønix råder i øvrigt over 38 dobbeltværelser samt 4 enkeltværelser.