Retro på hjørnet

Genbrugsbutik er rykket ind den gamle mejeribygning i Gandrup

25. februar 2020 kl. 08.05

GANDRUP: Det bugner med retro på hjørnet af Aalborgvej og Borgergade i Gandrup. Her er genbrugsbutikken ”Lidt Specielt” rykket ind i den gamle mejeribygning, hvor der nu er fyldt med alverdens effekter til både pynt og brug.

Det er parret Lisa Hedemann og Jakob Andersen, der står bag butikken. Indtil for nyligt havde ”Lidt Specielt” til huse i den tidligere købmandsbutik på Halsvej i Stae. Men efter to gode år dér gjorde pladsmangel det nødvendigt at finde nye lokaler. Og nu er butikken rykket ind på de cirka 300 kvadratmeter i Gandrup.

- Det har vi ikke fortrudt, fortæller Jakob Andersen.

- Vi har fået en rigtig synlig placering - lige overfor brugsen. Mange kunder derfra kommer også lige indenfor hos os - og omvendt. Så vi supplerer hinanden fint, konstaterer Jakob Andersen.

Han beretter videre, at ”Lidt Specielt” forhandler alt fra nips til møbler, lamper, bøger, elektronik og cykler.

- Lige nu er der enorm efterspørgsel på gamle klistermærker. Dem sælger vi flere hundrede af om dagen. Det er åbenbart blevet smart at sætte mærkerne på cykler og andet, beretter han og tilføjer, at der også er rift om effekter fra det navnkundige ”mågestel”.

- Jeg har fået et stort parti ind fra en norsk dame med sommerhus i Hals. Hun mente, at stellet burde sælges i Danmark, fordi det hører hjemme her.

Jakob Andersen beretter videre, at ganske mange professionelle opkøbere kommer forbi.

- Vi har lige haft nogle hollændere. De gik specifikt efter møbler og vidste præcist, hvad de ville have. Og så må vi bare sige, at det er turisterne, der bidrager til den største omsætning. Når sommerhusgæsterne begynder at komme, stiger vores indtjening markant. Især nordmændene er gode kunder. De lægger ofte mange penge i butikken.

”Lidt specielt” holder året rundt åbent fra onsdag til og med søndag fra 12 til 17.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste