Rekord: Maria kørte i rutsjebane i over syv timer
25-årige Maria Østergaard fra Hjørring tog det med ægte nordjysk ro og besindighed, da hun fredag eftermiddag slog alle rekorder og kørte 211 ture i træk i rutsjebanen Orkanen i Fårup Sommerland.
Så rekorden blev hverken fejret med highfives eller jubelråb. Derimod en burger. Fårup Sommerlands største dobbeltburger med ost, der selvfølgelig hedder Orkanen akkurat som rutsjebanen.
Burgeren var også hårdt tiltrængt. For da forlystelserne lukkede kl. 17, havde Maria Østergaard kørt i rutsjebane i syv en halv time – uden spise- eller tissepause.
Maria Østergaard, der til hverdag læser arkitektur og design på Aalborg Universitet, er en stålsat kvinde. For allerede da hun satte sig op i orkanen kl. 9.30 var målet mindst 200 ture – og dermed at slå rekorden fra sidste år på 164 ture. Og da Maria sad i Orkanen i hele åbningstiden, bliver hendes rekord også svær at slå – med mindre Fårup Sommerland på et tidspunkt udvider åbningstiderne.
Veninder overlevede på gifler
Det blev også til en rekord i en anden rutsjebane – Saven. Netop Saven kan være en udfordring, for her kører man turen igennem både forlæns og baglæns. Men det generede nu ikke 11-årige Sofie Møller fra Hjørring og 13-årige Lili Mai Storgaard fra Arentsminde, der begge kørte 201 ture i streg. Flere blev det ikke til, for de kom lidt sent i gang og startede først 9.38.
De to piger kendte ikke hinanden inden rekordforsøget, men i løbet af dagen blev de rigtig gode veninder. De havde begge vandbærere med, som sørgede for, at de ikke sultede eller tørste undervejs.
- Vi har spist gifler og slik hele dagen. Det har været så hyggeligt, fortalte Lili Mai Storgaard. Hun fik i dagens løb opbakning af storebror Mickey, der satte rekord sidste år med 167 ture i Saven. Han er dog ikke blevet træt af Saven, så han tog fredag lige 94 ture i streg – bare for at heppe på lillesøster.
Rekordernes dag
Det var anden gang, at Fårup Sommerland arrangerer rekordernes dag. Flere end 500 rutsjebane-entusiaster havde søgt om at deltage.
- Vi valgte 10 ud. To til hver af vores fem rutsjebaner, fortæller projektleder Astrid Pedersen fra Fårup Sommerlands marketing-afdeling.
- Vi blev simpelthen lagt ned af den overvældende interesse – og jeg tør godt love, at vi også holder rekorddag igen til næste år, siger projektlederen.
Fredagen bød på rekorder på fire af Fårup Sommerlands fem rutsjebaner. Kun på Fønix gik det temmelig skævt. Her stoppede den første deltager efter 18 ture – godt grøn i hovedet. Den anden deltager stoppede efter 84 ture. Så her består rekorden fra sidste år med 110 ture fortsat.