Billede beskrivelse

Redningshunde forbliver en del af beredskabet

02. marts 2018 kl. 06.08

Da man udarbejdede en plan for hvordan, beredskabet i Nordjylland skal se ud i fremtiden, så blev redningshundene skrevet ud af historien - Nordjyllands Beredskab mente ikke, at hundene havde plads dér. Men hundene får alligevel en plads i beredskabet gennem en aftale med Beredskabsforbundet, der organiserer de frivillige i beredskabet.

Efter at have forhandlet gennem et halvt år om en aftale, er man nemlig blevet enige om, at Beredskabsforbundet Region Nordjylland overtager de 12 redningshunde, så indsatslederne fra beredskabet stadig kan trække på dem. Og det er der glæde over, både i Beredskabsforbundet og hos de frivillige hundeførere.

- Vi bor i og kender lokalområdet, og vi kan rykke ud meget hurtigere end hunde fra andre instanser, forklarer redningshundefører Ida Bårris, som er glad for, at der nu er ro om hundenes fremtidige rolle.

De frivillige hundeejere er stadig på kontrakt med Nordjyllands Beredskab, og kan træde til, når behovet opstår. Hundene bliver brugt til at lede efter kvæstede i for eksempel sammenstyrtede bygninger, jordskred eller til at lede efter savnede personer, der er forsvundet af andre årsager. Redningshunde fra det danske beredskab har ved flere lejligheder også været udsendt til katastrofeområder i udlandet for at hjælpe myndighederne dér i eftersøgningsarbejdet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste