Red Barnet mangler indsamlere i Hals
Søndag den 3. september afvikler Red Barnet den årlige landsindsamling. Pengene går til de dårligst stillede børn i både Danmark og resten af verden. Men organisationen mangler indsamlere - også i Hals-området.
- Lige nu hærger en af de værste sultkatastrofer i Somalia, Yemen, Sydsudan og Nigeria, fortæller generalsekretær i Red Barnet, Jonas Keiding Lindholm.
- Flere end 20 millioner menneskers liv er i fare. Hver dag tvinger den ekstreme tørke familier til at forlade deres hjem i en desperat jagt på mad, vand og foder til deres dyr, tilføjer Jonas Keiding Lindholm. Han slår fast, at indsamlingen har direkte betydning for flere hundredetusinde sultende børn.
- For det er netop børnene der lider mest.
Ifølge Jonas Keiding Lindholm påvirker manglen på næring både nervesystem og indlæringsevne.
- Modstandskraften forsvinder, og en simpel infektion kan være for svær en modstander for en svækket, udhungret barnekrop. Barnet har ikke engang energi til at græde eller skrige af sult, konstaterer Jonas Keiding Lindholm.
I øvrigt kan indsamlere for første gang selv vælge deres rute. Det sker direkte på Red Barnets hjemmeside, hvorefter organisationen sender en indsamlingsbøtte.