Pyyyh ... budgettet for kirke- renovering holdt lige præcist
Budgettet lød på 24,8 mio. kr. og det var såmænd lige præcis hvad de endte med at koste
Når man kigger på store byggeprojekter, og såmænd også småprojekter i private hjem, er det nærmest en slags naturlov at budgettet skrider. Hvorfor kan ingen rigtigt svare på, men sådan er det bare.
Anderledes så det ud, at Brønderslev Menighedsråd for nylig skulle godkende den store om- og tilbygning af Brønderslev Kirke og Sognegård.
Budgettet lød på 24,8 mio. kr. og det var såmænd lige præcis hvad de endte med at koste.
- Det er vi meget tilfredse med, siger formanden for menighedsrådet, Peder Marlo.
Menighedsrådet havde strikket en stram styring af projektet sammen. Det betød, at alle indkøb, ekstraarbejder og regninger blev godkendt før de blev sat i værk og betalt - af både menighedsrådets egen Henning Krabbe og arkitekt Nils Bundgaard.
Det store projekt begyndte i 2013 og betød, at både kirke og menighedshus i perioder har været lukket.