Programmet for Limfjordsfest er på plads
Der er lagt i støbeskeen til endnu en festlig musikalsk oplevelse, når 2018-udgaven af Limfjordsfest i Vester Hassing løber af stablen. Det sker den 25. august, hvor publikum kan imødese et righoldigt program med masser af ørehængere.
Syv navne er på plakaten, som senest er udvidet med Sømændene, Jonas Schou og Riskin’ it All. Sidstnævnte er et tribute-band til navnkundige D-A-D, mens aalborgensiske Jonas Schou efterhånden er kendt over hele landet for sine underfundige melodiøse sange. Og er man til sømandssange med et moderne tvist så er Sømændene utvivlsomt også entréprisen værdig.
Tidligere lancerede arrangørerne Hardinger Band som et af hovednavnene. Med flere tidligere Shu-Bi-Dua-medlemmer er bandet garant for alt fra Hvalen Hvalborg til Fed Rock.
Også U2-kopibandet Die Herren samt Danmarks John og A Little Dizzy kan opleves på den store scene, der vanen tro suppleres af en mindre udgave i teltet. Programmet for denne offentliggøres dog først senere.