Pris til DCH for at yde en ekstra indsats for børn og unge
Dronninglund Civile Hundeførerforening har netop modtaget en pris for sin indsats for børn og unge.
Det er Dronninglund Rotary Klubs projektudvalg, der står bag prisen, og det var da også formanden for udvalget, Birgitte Lagergaard, der ved en sammenkomst for nylig overrakte prisen på 5.000 kroner til Jeanette Svendsen fra DCH. Hun er idé-kvinde og primus motor i opstarten af den nye ungdomsgruppe.
Donationen var en påskønnelse af den særlige indsats, DCH yder for børn, der ikke er med i et foreningsfællesskab, eller som er faldet ud af fællesskabet. I øjeblikket har DCH en gruppe på seks unge mennesker i alderen 12-15 år. Nogle med psykiske diagnoser, som gør, at muligheden for at få et socialt liv og være med i en fritidsaktivitet er begrænset. Nogle af de unge er lige kommet til Danmark og har brug for at skabe et socialt netværk, og det er hundene med til at give dem. DCH har valgt at give dem en velkomstpakke, som Dronninglund Rotary Klubs donation har finansieret. Den har været med til hjælpe dem med at bryde isen i mødet med andre og føle, at der er nogen, der både ser dem og bakker dem om på trods af deres situation.
I forbindelse med overrækkelsen af donationen ønskede Birgitte Lagergaard foreningen tillykke med at være den forening, som Dronninglund Rotary Klub har udvalgt, og pointerede, at opstarten af denne ungdomsgruppe er unik. Endvidere udtalte hun håb om, at de unges samvær med hinanden og med foreningens øvrige medlemmer samt træningen med deres bedste hundeven får stor betydning og medvirker til at gøre en positiv forskel i deres liv og opvækst.
Birgitte Lagergaard oplyste i øvrigt, at Dronninglund Rotary Klub i samarbejde med Brønderslev Kommune også i de kommende år vil donere et tilsvarende beløb til en forening, som gør en særlig indsats for børn og unge, der ikke er med i et foreningsfællesskab, eller som er faldet ud af fællesskabet.