Poul Erik Lyngdorf gør et nyt forsøg
Mens syv kandidater fra den tidligere Hals Kommune allerede har meldt sig klar til det kommende kommunalvalg, så stiller endnu en kandidat nu sit mandat til rådighed.
Poul Erik Lyngdorf fra Hals gør således igen et forsøg på at sikre sig en plads i byrådssalen. Og ligesom ved det seneste kommunalvalg er det også denne gang Social Fællesliste, der får Poul Erik Lyngdorf som kandidat,
Hals-politikeren har tidligere siddet i byrådet i både Aalborg og Hals kommuner for Socialdemokraterne. Han er 66 år og har blandt andet en faglig fortid som tillidsmand for portørerne i Aalborg Lufthavn og som næstformand i industrigruppen 3F Aalborg.
- I mit politiske arbejde, værner jeg om, at alle skal yde efter evne til velfærdssamfundet, lyder det fra Poul Erik Lyngdorf.
Han retter ligeledes sin opmærksomhed mod udviklingen i landdistrikterne.
- Jeg er bosiddende i Hals og ved, hvor vigtig det er, at vi også har fokus på udvikling udenfor storbyen. Vi nyder alle naturen og den landlige idyl. Derfor skal vi styrke landdistriktspolitikken, konstaterer Poul Erik Lyngdorf.