Popcorn, chips og gamle film
Den nye udstilling på Dorf Møllegård viser digitaliserede udgaver af gamle film fra lokalområdet
DORF: De seneste mange måneder har Museum for Forsyning og Bæredygtighed i samarbejde med det Danske Filminstitut og Brønderslev Bibliotek arbejdet med et projekt, der går ud på at indsamle lokalhistoriske film. Projektet tager afsæt i en digitalisering og formidling af lokalhistoriske film fra kommunens arkiver, der ellers kun fandtes på gamle filmruller. De har ved hjælp af digitalisering igen få nyt liv og danner nu udgangspunkt for en række aktiviteter og filmforevisninger i lokalområdet. De ny-digitaliserede film bliver ydermere formidlet på streamingsitet ”Danmark på film”, som er frit tilgængeligt for alle.
Inden de kommer op på streamingsitet, har museet lige åbnet en udstilling på Dorf Møllegård, hvor man formidler og viser filmene fra lokalsamfundet. Her vil gamle filmruller fra rundt omkring i Brønderslev Kommune vise et udsnit af fortiden i spændende, sjove og for vores tid forbløffende klip hentet frem fra gemte arkiver.
- Det er svært ikke at blive begejstret, når man ser de mange spændende ting, der er dukket op, sagde Christine Bøge Lejre, ved åbningen.
Hun er projektleder ved Det danske Filminstitut.
- Målet har nemlig hele vejen været at finde nogle sjove film i gemmerne, og det har vi bestemt gjort her i området, sagde hun.
I alt er der ud af de gamle filmstrimler lavet seks timers film. I en sammenklippet udgave på 21 minutter har man udvalgt det bedste, og den og de andre film vises i udstillingen på Dorf Møllegård. Det gælder således filmen ”En fremmed kom til byen”, der er lavet af Bent Baumann Jensen i 1966 og foregår i Dronninglund. En anden bemærkelsesværdig film er ”Et ferieland ved skov og strand” af Jess Jessen. Den omhandler også lokalområdet. Der er ud over disse to film mange andre og meget spændende film, så udstillingen er bestemt et besøg værd.
Det lagde næstformanden i kommunens Fritids- og Kulturudvalg, Hildo Rasmussen, heller ikke skjul på i sin tale ved åbningen.
- Vi har en offentlig forpligtelse til at bringe historien videre, sagde han og fortsatte:
- Når man tænker på alt det, der er sket, og hvor hurtig udviklingen løber i dag, så er det godt, vi har disse film, hvor vi går tilbage til 50’erne. Det var et årti, hvor tiden var mere rolig, og man havde tid til at tænke sig om. Jeg tror såmænd ikke, folk havde det bedre, selvom vi omtaler tiden som ”de gode gamle dage”. De var måske ikke så gode, som vi går og tror. Mange var slidt op, når de var omkring 60 år. De var ikke stressede, men slidt op af det hårde arbejdsliv. Vores samfund er bygget op med hårdt arbejde, og det viser disse gamle film. Derfor er de så vigtige, sagde Hildo Rasmussen ved åbningen af udstillingen, der kan opleves frem til 29. marts