Politikere gav en bredside i taler: - Det, havde jeg aldrig troet, jeg skulle opleve
Pinsesolen dansede og vandet glimtede smukt, da Teglværkssøerne søndag atter dannede ramme om en grundlovsfejring. Tre år efter den seneste var der lagt i selen til en fornøjelig og hyggelig sammenkomst, som bestemt ikke skuffede. Dog havde arrangørerne håbet på lidt flere end de omtrent 200 deltagere, der var på plads.
En noget større folkefest i form af Hjallerup Marked udgjorde formentlig årsagen. Det lagde nu ingen dæmper på hverken hyggen eller underholdningen ved Teglværkssøerne, hvor såvel Hals Sangkor som Skansespillet viste prøver på deres repertoire. Det samme gjorde de lokale juniormix-gymnaster, der med både rytmik og spring agerede bindeled mellem dagens to politiske indspark.
Først på talerstolen var Venstres Maja Torp, som blandt andet benyttede anledningen til at efterlyse en mindre bureaukratisk virkelighed for foreningslivet. Hun slog fast, at hun gerne ser, at foreningerne slipper for EU’s regler om beskyttelse af persondata samt forhindring af hvidvask.
- Det kan jo ikke være meningen, at det skal være så besværligt, lød det fra Maja Torp, som rundede af med en bredside mod regeringen.
- Som jeg ser det, har vi den mest magtfuldkomne regering siden 2. Verdenskrig. På det seneste har vi set og oplevet nogle ting som jeg aldrig troede jeg skulle opleve i et folkestyre som det danske.
Maja Torp pegede i den henseende på såvel regeringens håndtering af coronapandemien som på det nylige forsøg på at ophæve forhenværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksens (V) immunitet.
Siden fulgte det socialdemokratiske byrådsmedlem, Lisbeth Lauritsen trop. Også hun ytrede kritiske røster mod folkestyret. Dog var bekymringen mere rettet mod den polarisering, der i hendes øjne udgør en generel tendens. Lisbeth Lauritsen beskyldte både politikere og medier for at puste til ilden. Medierne er ifølge Lisbeth Lauritsen ofte forudindtagede, mens politikerne omvendt er for dårlige til at være inddragende og respektfulde overfor alle borgere.
Inden friskolelærer Stefan Maksten afrundede talerrækken var der rig lejlighed til at stemme i på diverse fællessange. Ligeledes var der mulighed for at teste evnerne udi paddleboarding på søen. Sidstnævnte var sat i scene af UngAalborg.
Venstre og Socialdemokraterne i Hals, Øster Hassing-Gaaser Menighedsråd, Gandrup Borgerforening, samrådet og centerrådet stod i spidsen for festlighederne.