Pokaler til boksere
Brønderslev Bokseklub har haft afslutningsfest og i den forbindelse blev der uddelt tre pokaler til nogle af de unge boksere.
Pokalen til Årets Bokser i Brønderslev Bokseklub blev givet til Mohammad Malek Masoud.
Mohammad Malek Masoud har bokset flere diplomkampe i årets løb og han har fået diplom i dem alle, ved et enkelt stævne boksede han to kampe og fik diplom i begge. Desuden har han bokset fem rigtige kampe og vundet de fire og kronen på værket var da han i april blev Dansk Begyndermester i Vordingborg efter to flotte sejre.
Pokalen "Thranes Talentpokal" blev givet til den kun 13 år gamle Sadam Ghanom.
- Sadam Ghanom er en særdeles talentfuld ung bokser som virkelig brænder for sin sport og han arbejder, på trods af sin unge alder, virkelig hårdt i træningslokalet, fortæller træner Erik Thrane.
- Han er en lille spirrevip på kun 48 kilo. Men han er totalt ligeglad med om hans sparringspartnere vejer 20-30 kilo mere end ham selv. Han deltog til de danske begyndermesterskaber på dispensation, da man til disse mesterskaber skal have bokset mindst én kamp, og det havde Sadam iGhanom kke. Han var så uheldig at møde storfavoritten, Carlos Bekas fra Rødovre BK, en bokser som havde bokset fem kampe. Sadam tabte, men han gav Rødovre-bokseren kamp til stregen. En virkelig lovende debut, påpeger Erik Thrane.
Endelig gik flidspokalen til Theis Nielsen.
- Theis Nielsen er vel nok den bokser i klubben som træner allermest og det er på vej til at bære frugt. Theis Nielsen har især de seneste to-tre måneder flyttet sig utrolig meget. Han er en ung bokser, som klubben forventer vil være en af de næste som får startbog og derfor kan bokse kampe.