PN Beslag har været arbejdsplads for mange - og der er en seniorklub tilknyttet, PN Seniorklub. Arkivfoto: Henrik Louis
Livet her

PN Seniorklub går i gang igen - de vil gerne have flere medlemmer

27. juli 2021 kl. 11:36

PN Seniorklub har som mange andre ligget stille på grund af corona, men nu er klubben klar til at gå i gang igen.

De inviterer derfor til kaffemøde på PN 9. august.

På mødet får deltagerne lejlighed til at høre lidt om, hvordan det går på PN og om de nyeste planer for fremtiden.

Seniorklubben mødes normalvis tre-fire gange om året.

- Direktøren kommer og siger noget om, hvordan det går på virksomheden og om fremtid og nutid, så viser de også rundt på fabrikken ikke hver gang men med jævne mellemrum, og så får vi kaffe og en ostemad. Det varer et par timer. Vi har også nytårskur i januar, hvor vi får en rigtig lækker frokost og hygger og spiller banko, og en gang om året er vi på bustur, fortæller Birthe Birk, der startede seniorklubben, da hun holdt med at arbejde for cirka syv år siden.

Klubben tæller cirka 54-55 medlemmer - det er folk, der nu er på pension, men tidligere har arbejdet på PN. Og de er glade for at kunne mødes på deres gamle arbejdsplads.

- Det betyder rigtigt meget. Vi har det så sjovt, og vi snakker om gode gamle dage. Nogle har været der i rigtigt mange år, jeg nåede selv at være der i 34-35 år, men mange har været der i 40 år eller mere, og vi synes, det er hyggeligt at ses, fortæller Birthe Birk.

Det er også sjovt for deltagerne at se, hvordan fabrikken ser ud i dag - fx hvor en maskine, de har arbejdet ved, nu befinder sig.

- De vil gerne se, om den er der endnu, eller hvor den nu står. Det er rigtigt nostalgisk at komme på rundvisning, det har vi haft meget fornøjelse af, fortæller Birthe Birk.

Medlemmerne af seniorklubben rummer folk fra mange forskellige funktioner i den store arbejdsplads - folk fra produktionen, tidligere ansatte i værktøjsafdelingen eller ude ved presserne, folk fra administration og kontor og nogle tidligere ledere af afdelinger.

PN Seniorklub har på grund af corona ikke kunnet mødes siden januar sidste år. Men der plejer gennemsnitligt at møde 30 stykker op til hvert arrangement.

Og der er plads til flere.

- Vi vil meget gerne være flere. Måske er nogle ikke klar over, at klubben eksisterer. Der har ikke været tilgang de senere år, siger Birthe Birk, der gerne vil gøre tidligere arbejdskolleger, der har været ansat på PN og i dag er pensionister, opmærksom på, at de kan være med i klubben.

Nu har man altså chancen til kaffemødet 9. august, som begynder klokken 13. Der skal ske tilmelding senest 2. august.

Årets udflugt er der også sat dato på - det bliver 27. oktober, hvor der er bustur til Hvidsten Kro, hvor deltagerne skal nyde kroens berømte æggekage og høre en guide fortælle om Hvidsten Kro.

PN Seniorklub er blevet bevilliget et beløb fra Rigmor Nielsens Fond, som de nu vil bruge til turen i oktober.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu