Plantemarked med mange gæster

Der blev solgt stauder, grøntsager og meget andet i Serritslev

02. oktober 2018 kl. 08.21

SERRITSLEV: Søndag var der efterårsmarked i Vendelbohallen i Serritslev, hvor hallen var fyldt med planter, dekorationer, grøntsager og arbejdende værksteder.

Annette Andersen er koordinator for en gruppe frivillige, der står for at få markedet op at stå, og hun fortæller om, hvordan idéen opstod.

- Konceptet er, at alt dét, vi laver, går ubeskåret til Nørreådal Friskole. For fem år siden var vi nogle, der snakkede om, at sådan noget som grøntsager ikke koster folk en hel masse. Vi er delt op i grupper, en for stauder og planter, en for grøntsager, og et husholdningsudvalg, der står for caféen. De producerer og sponserer og alt, der kommer ind i hallen, er bidrag. Det vil sige at alle indtægter går til friskolen, forklarer hun.

Der var også en gruppe, der hæklede, og en gruppe børn fra friskolen havde lavet nogle kiks, som de solgte.

- Vi havde også en, der stod og lavede buketter, og en havde lavet dekorationer på forhånd. De gik som varmt brød, fortæller Annette Andersen.

Som noget nyt deltog kirken også i år - både i værkstederne og ved at kirkens to kor sang på dagen. Semaiskolen fra Serritslev deltog også med en bod med træarbejde, og der var amerikansk lotteri.

Hvor mange gæster, der var i dagens løb, er svært at sige, da der ikke er nogen entré, men Annette Andersen melder om, at det har været godt besøgt.

- Der er virkelig opbakning fra byens borgere, fortæller hun.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste