Pizza og springgymnastik

110 børn var til pizzaspring i Brønderslev Gymnastikforening

10. december 2019 kl. 16.35

BRØNDERSLEV: For ottende gang kunne Brønderslev Gymnastikforening den sidste fredag i november afholde pizzaspring - her deltog 110 børn i alderen 8 til 12 år.

Det oplyser Rasmus Pølund Brander, der er udvalgsmedlem og redskabsansvarlig i foreningen. Han skriver:

- Masser af springredskaber, trampoliner i alle størrelser, lækker pizza fra Pizza Pizza og slikposer til alle er et populært koncept, og 25 af foreningens instruktører og hjælpeinstruktører stod klar til at give børnene en aften med masser af gymnastiksjov. Efter opvarmning ventede der de fremmødte gymnaster en stor overraskelse. En time inden gymnasterne var mødt ind, var der nemlig blevet leveret for 250.000 kroner nye redskaber. De kunne ikke have fået en bedre indvielse - de 110 gymnaster gav den fuld gas, og det var trætte børn, forældrene kunne hente midt på aftenen.

De nye redskaber er blevet en realitet med hjælp fra lokale sponsorer og fonde.

Rasmus Pølund Brander oplyser, at det er af uvurderlig værdi med så stor opbakning fra lokalsamfundet.

I de kommende uger bliver der tilført redskaber for yderligere 150.000.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste