Piraternes kyst
Rasmus Krath er den første dansker, der har mødt og interviewet pirater på landjorden i Somalia. Disse oplevelser er der nu kommet et foredrag ud af.
Onsdag den 11. april lægger eventyreren vejen forbi Vester Hassing Sognegård. Det sker under overskriften "Piraternes kyst", og med foredraget lægger Rasmus Krath op til en informativ og medrivende aften om piraternes virke ud for Afrikas Horn.
Rasmus Krath har arbejdet mere end tre år med pirateriet i Somalia. Han er en af de få vesterlændinge, som gentagne gange har rejst i Somalias lovløse områder for at indsamle viden, baggrund og perspektiver på pirateriet. Sammenlagt har projektet resulteret i syv timers båndede samtaler med somaliske pirater. Foredraget i Vester Hassing kombineres med masser af fotos og filmindslag.
Arrangementet begynder kl. 19.