Pippi og Find Holger skabte god stemning til open by night
HJALLERUP: Forårssolen skinnede over Hjallerup Centret, da Hjallerup Handels- og Erhvervsforening i onsdags inviterede til Open By Night med masser af aktiviteter for både børn og voksne.
Butikkerne havde fundet de store rabatter frem, og det gav naturligvis den forventede aktivitet, men for børn og barnlige sjæle foregik det mest spændende uden tvivl udendørs, hvor der var mulighed for at få ansigtet malet, så man lignede en tiger, ligesom man kunne besøge et funcenter eller lege i en stor hoppeborg.
Biblioteket deltog også, og her var bibliotekarerne Rikke Ejlertsen og Nikolaj Nielsen klædt ud som Pippi Langstrømpe og Holger, altså ham fra Find Holger.
Der var masser af små stande, hvor foreninger og virksomheder viste sig frem. Det gjaldt således Hjallerup Bryggerlaug, der uddelte smagsprøver på to slags øl, AV Larsen, der havde medbragt en række maskiner, Falck var der med sin store brandbil, ligesom der var mulighed for at dyrke fitness og få en prøvedans.
Blev man sulten, kunne man i et opstillet telt nyde Hjallerup Kros mørbradgryde, mens Mai Skytte underholdt med sang og guitarspil.