Pilot for dit barn
- Har du også fulgt med i tv-programmerne "Ingen styr på ungerne" og "Aldrig for sent", så har du nu muligheden for at høre psykolog Ulla Dyrløv på Brønderslev Bibliotek. Det sker torsdag aften.
Ulla Dyrløv fortæller med udgangspunkt i sin bog "Pilot for dit barn", hvordan man i praksis styrer, lytter og navigerer for sine børn. I sit foredrag gives svarene på hvorfor det er vigtigt at være pilot for sit barn, hvad der sker hvis ikke de voksne tager ansvaret på sig og hvorfor det er et problem, når voksne ikke tager ansvar.
På tv har Ulla Dyrløv hjulpet forældre til et roligere familieliv, hvor hun viser at børn har brug for tydelige voksne, der med rolig autoritet viser vejen. Forældre skal lære at være piloter, der har kontrol og styrer, mens børnenes hjerner stille og roligt udvikler sig.
Undervejs skal børnene have masser af kærlighed og kram af forældre og de fagfolk, de har i deres liv. Ulla Dyrløv tager altid udgangspunkt i børnene og ser verden gennem deres øjne, og hun har mange års erfaring som psykolog, foredragsholder og forfatter.
Ulla Dyrløv driver Familiepsykologisk praksis på Frederiksberg sammen med en kollega, hvor der først og fremmest arbejdes med samtaleterapi for børn, unge og familier. De to psykologer er begge børnesagkyndige ved retten.
- Desuden er Ulla Dyrløv en populær foredragsholder for forældre og fagfolk, bemærker Bent Jørgensen fra Brønderslev Bibliotek. Hun har udgivet tre bøger på Akademisk Forlag og i mange år været konsulent for produktionsselskaber, der har behov for en psykolog før, under og/eller efter et tv-program. Hun har bl.a. været tilknyttet programmerne X-faktor, MGP Junior og De brændte børn.
Mødet på Brønderslev Bibliotek er i et samarbejde med støtteteamet i Brønderslev Kommune.