Pilot-familie på vej til Østafrika
Efter fire års forberedelse er ægteparret Kenneth og Charlotte Pedersen inden længe på vej til Østafrika. Kenneth skal arbejde som pilot for Mission Aviation Fellowship (MAF), der flyver med nødhjælp til isolerede samfund.
11. juni vil ægteparret i Bethaniakirken i Dag Hammarskjølds Gade dele ud af deres mange overvejelser om at forlade en tryg hverdag i Støvring og rejse ud mod ukendt land med tre små børn.
Til foredraget deltager også Øjvind Thomasen, landssekretær for MAF i Danmark, som vil fortælle om MAF’s arbejde i Madagaskar med at flyve sundhedspersonale til isolerede landsbyer.
MAF er en international missions- og nødhjælpsorganisation, der på verdensplan råder over 135 fly. Flyene fragter alt fra læger og medicin til bibler og levende dyr rundt i 26 ulande i Asien, Afrika og Sydamerika. Fælles for disse lande er, at flytransport er nødvendigt for at krydse ørkener, jungler, bjerge eller sump og nå ud til mennesker i tide.
MAF blev stiftet lige efter 2. verdenskrig af kristne piloter fra Royal Air Force, der ønskede at flyve for at skabe fred i stedet for at sprede krig.
Arrangementet begynder klokken 13.