Billede beskrivelse

Pensionistforening ligger stille

Ny formand indleder sit hverv med en række aflysninger - men Ib Grønbech har fået en ny dato

18. april 2020 kl. 11.35

BRØNDERSLEV: Brønderslev Pensionistforening har som mange andre en række aflysninger af deres aktiviteter.

Det fortæller Else Jeppesen, der er nyvalgt formand i foreningen.

- Det er træls. Man får mere eller mindre økuller af ikke at kunne noget, og vi ved heller ingenting om, hvornår vi får lov at komme på Støberiet igen, der er jo helt lukket, der må man ikke komme ind hverken pårørende eller noget, fortæller hun.

Pensionisterne plejer at holde deres ugentlige sangeftermiddag på plejehjemmet. Deres ugentlige banko og et fordrag er også aflyst.

- Vi har jo også forårsfest i juni, den kommer vi ikke til at holde, jeg kan ikke rigtig se for mig, hvordan folk skal danse rundt med to meter i mellem dem. Jeg tror ikke, vi kommer i gang med noget før hen efter sommerferien, fortæller Else Jeppesen, der peger på, at det ikke kan være anderledes end at man må have en række aflysninger.

- Der er ikke meget ved at holde nogle arrangementer. Dem, der kommer, er i risikogruppen, og det er vi i øvrigt også selv.

En udflugt til Bangsbomuseet i maj er også aflyst.

- Det er bare skrottet, konstaterer hun.

Det er en koncert med Ib Grønbech tikl gengæld ikke. Den er i stedet udsat, og her er den ny dato 24. september.

For den ny formand har det været en speciel start på hvervet med alle de aflysninger.

- Det er noget af en opgave at starte med som ny formand at aflyse alle de ting, det var ikke det jeg havde forventet. Det er træls, fordi mange har fornøjelse af de arrangementer, vi har, fortæller Else Jeppesen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste