Pengeregn over festugen
Mens Holtet i uge 25 stod på den anden ende med afviklingen af den årlige festuge, så blev løjerne lørdag aften afrundet med en sand pengeregn. Sparekassen Danmark Fonden kom således forbi teltet på Holtet Stadion med ikke bare én men hele tre fondsuddelinger.
Den ene gik til Holtet IF som hjælp til hele økonomien omkring festugen. Hertil havde fonden fundet 21.000 kr. De øvrige to bidrag blev doneret til Holtet-Gåser Landsbylaug, der således modtog 30.000 kr. til fremtidig julebelysning i Gåser.
Ligeledes var godt 22.000 kr. møntet på indkøb af borde og bænke, der skal placeres ved Limfjorden nær Gåser. Jens Højer fra fondsbestyrelsen slog i den forbindelse fast, at der her lægges vægt på, at bænke-sættene kan benyttes af alle, som besøger stedet.