Penge til pavilloner
Glæden og overraskelsen var til at føle på, da repræsentanter fra Støtteforeningen for Brønderslev Neuroenhed Nord Brønderslev besøgte Rotary i Brønderslev.
Kasserer Jens Arne Hedegaard havde åbnet godt og solidt for pengekassen, idet han kunne overdrage 30.000 kroner til Frank Jensen, Annamette Andersen og Henny Jensen fra støtteforeningen.
Støtteforeningen er på pengejagt, idet de to pavilloner, der blev rejst for otte år siden, var rådnet, og derfor måtte pilles ned.
I fjor blev der fundet en midlertidig løsning, da sygehuset fik to borde og 12 stole overdraget på én af de få dage, patienterne kunne sidde på terrassen.
- Nu kan vi få pavillonerne rejst, og jeg kan forsikre, at det sker inden sommer, lovede formand for støtteforeningen, politiassistent Frank Jensen.
Han er sikker på, at pavillonerne vil gøre glæde hos patienterne.
Selv om det var en check, der blev overrakt, og checks er udgået som betalingsmiddel, kunne Jens Arne Hedegaard forsikre, at pengene er sikret til projektet.
Den lokale Rotary-klub har bidraget med 15.000 kr., mens Rotary Danmarks Hjælpefond har fordoblet beløbet.
En af de tidligere patienter, der har været under behandling på sygehuset, Annamette Andersen, Manna, kunne berette om sin succeshistorie for de halvt hundrede rotarianere.
- Jeg fik en blodprop i hjernen, og kunne ikke gå. Efter en uge på sygehuset i Hjørring, kom jeg til Brønderslev, og så gik det stærkt. Efter 13 dage blev jeg udskrevet, kunne Annamette Andersen berette.
Hun gav sygehuset topkarakter topkarakter for genoptrænings-indsatsen.
- Vi kom på skovtur, arrangeret af støtteforeningen, og jeg kom ud at købe ind og lave mad, og så var der selvfølgelig masser af træning indlagt hele dagen. Det var bare så godt, fortalte Annamette Andersen.