
Padelbane tager form
Så kom turen også til Øster Brønderslev. Inden længe står en flot padelbane klar til brug på ØBI’s anlæg ved Østside Hallen. De seneste dage har firmaet Alksport fra Frederikshavn arbejdet med at montere bur og glas omkring banen, alt imens Wellness Group A/S har lagt underlaget.
Forinden har frivillige fra ØBI været i gang med at støbe fundamentet til den nye bane. De frivillige har ligeledes stået for udgravningen til anlægget, der desuden er flot belagt med fliser. Forleden blev de sidste detaljer færdiggjort.

Bo Jensen fra Wellness Group skar underlaget til, inden der blev toppet med sand. – Der går faktisk omkring 2 tons sand til sådan en bane, fortæller Bo Jensen. - Banen tager omkring 4 dage at montere og vi er snart færdige. Det er gået rigtig fint. Også fordi de frivillige i forvejen har lavet et godt stykke arbejde, tilføjer Bo Jensen.
Udover etableringen af en padelbane er der også sket noget med tennis- og multibanen I Øster Brønderslev. Her er der lagt ny bund. Nu mangler kun lys på begge baner, inden hele herligheden kan indvies i forbindelse med sommerfesten fra 16. til 18. juni.